DM-Duathlon, Tri111, Cross Duathlon og forberedelse til IM Frankfurt og Roth…
Endnu en weekend med masser af stævner….
Og endnu en weekend i godt selskab !
For at starte et sted, så skal det siges at reklamen og omtalen af den “Store Trifestival” på fyn forinden stævnet, var god !
Der var mere end 40.000 visninger på Thomas Stranges upsér, hvor cyklen røg i havnen. Bedre ambassadør for et stævne kan man vidst ikke ønske sig. Desværre har tilmeldingerne til festivalen vist sig at udeblive alligevel – og det er måske heldigt nok…. Og så alligevel !?
Det er synd og ærgerligt for arrangørerne, at der næsten var flere hjælpere end deltagere til DM-duathlon og til Aquathlon torsdag og fredag, samt Cross duathlon idag. Og til det stort opslåede Tri111 var der 143 deltagere der var heldige at finde i mål. Det er alt alt for lidt ift det arbejde, som der skal ligges i at løfte så stor en opgave, at afholde 4 stævner på 4 dage. Men i guder hvis der havde været flere deltagere, så havde det jo næsten været en katastrofe.
Der er et mundheld som går på, at en dårlig generalprøve gør en god premiere. Det håber jeg i høj grad på for VM 2018 på fyn. Der er behov for massiv hjælp udefra, både ift organisation, logistik, praktik, markedsføring og i allerhøjeste grad udførelsen af stævnet/stævnerne.
Der var massiv opbakning fra SMT-Silkeborg til alle stævnerne og jeg ved at alle er gået ind weekenden med et positivt sind og med det for øje at have en fest i tri-sammenhænge.
Torsdag aften starter med et DM i øsendes regnvejr (ærgerligt for arrangører og deltagere) hvor der på ingen måde er taget højde for trafik og vejvisning. Vejviserne (frivillige med bedste intention) vidste dårligt hvor løberne kom fra og kun ganske lidt om hvor de skulle hen. Selvfølgelig gav det lidt ekstra km for flere deltagere, men de fleste kom i mål.
Fredag var der aquathlon med 23 deltagere – det er mindre end til vores træningssamlinger og når det ikke til sokkeholderne. Samme dag fik vi tilsendt stævneinfo til lørdagens Tri111 :-).
Lørdag morgen kørte jeg til Middelfart for at deltage i Tri111. Det havde jeg glædet mig stort til, selvom benene var møre fra en hård weekend i Juelsminde weekenden forinden. Da jeg ankom til Marinaen i Middelfart blev jeg mødt af et skilt på 30×30 cm med håndskrevet “Giv agt, cykelløb”. Så vidste man at man var kommet til Tri111 generalprøve for VM 2018 :-). Der var intet ud over godt vejr, godt humør og en hyggelig havn. Da klokken slog 10.45 rullede en bus ind med triathleter som havde været i Odense og placere deres bil. Samme tid rullede der 3 store affaldsspande ind (1 til røde poser, 1 til blå poser og en 1 til grønne poser) og så blev der sat en pavillon op til registrering. Alle fik en badehætte og en chip og så var der racebriefing.
Vi blev hilst velkommen, takket for solen og blev instrueret i at de 2 første cykelstier skulle vi ikke køre på, men de næste skulle vi. Hvis vi skulle på toilet undervejs på turen, så kunne vi parkere i højre side af vejen og så gå over i venstre hvor der ville være en toiletvogn ved 50 km :-). Og slutteligt; husk at I ikke må sidde i bøjlen de sidste 6 km ind mod odense, så får i en straf :-).
Det var ren Monty Python, men humøret var højt…
Afsted det gik på de 1000 meter svømning ved Middelfart Marina. Vandet var 15 grader varmt og uden større bølgegang. Jeg var fornuftigt oppe af vandet efter godt et kvarter og satte mig til rette på cyklen, med retning imod Odense. Det var en god og afvekslende rute, hvor der både var med/side/modvind og 620 højdemeter undervejs. Cykelstier, barnevogne og folk på el-cykler var også med til at give lidt ekstra adspredelse. Da vi nåede ind til Odense og skulle af cyklen og igennem T2 blev jeg mødt af en venlig hjælper som sagde, pas på løbet, der er mange mennesker på gå-gaden….. Jeg kunne ikke andet end at trække på smilebåndet indtil jeg så oplevede den første kilometer. Stakkels de små frivillige hjælpere (piger) som skulle stå ved en orange kegle i myldertid på strøget i Odense. De havde ikke en chance for at vise vej og ligeså stor var vores for at finde vej… Fred med det, turen var endnu engang afvekslende og vi kom ind igennem slotshaven – og det var super hyggeligt. Ruten var fed og kan sagtens fungere ligeså godt som i Herning v/Challenge, hvis vejviserne kender ruten og at man gør lidt forarbejde ift at informere butikkerne, så der er mulighed for at gøre plads til løberne. Da jeg fandt vej til målet midt på torvet i Odense, da stod Thomas Strange, Lars Lomholt, Karsten Dahl og Michael Gladney allerede og nød det gode vejr. De havde været i buffeten med 1/2 liters vandflasker og knækbrød, så jeg tillod mig også at gå ombord for de 1000 kr som stævnegebyret havde kostet.
For så lige at runde dagen af, så kunne vi cykle tilbage til Middelfart for at komme til bilerne. Der var fint gjort opmærksom på at man selv skulle fragte sig tilbage til Middelfart efter stævnet, men en brunsviger eller en Albani øl/sodavand ville have klædt stævnearrangørerne at sende folk hjem med, når stævnegebyret er 1000 kr…. Jeg håber I laver aftaler for at reklamere lidt for byen næste år (jeg ved nemlig at man kan få Albani på fyn og at brunsviger smager godt).
Det er klart at ovenstående lyder som en sviner af stævnet, men det er dét ikke. Det er en beskrivelse af en helt suveræn dag i godt selskab. Tak for for fantastisk support JKH, KM, FA, MS, BS m.fl og tak for super godt selskab før under og efter stævnet Lars Lomholt, Karsten Dahl, Michael Gladney, Thomas Strange, Morten Hibischius m.fl – det var sk… hyggeligt.
Cross Duathlon idag…
Ja, jeg gør det meget kort – En af deltagerne som jeg kender rigtigt godt beskriver stævnet som det ringeste han har deltaget i til dato. Han har deltaget i MANGE og er ikke en som taler negativt om noget generelt. Han blev dog hædret med en sølvmedalje efter at have både cyklet og løbet af andre ruter end dem som var tiltænkt, sammen med flere af de andre som heller ikke havde en chance for at finde vej.
Hvis stævnearrangørerne skulle gøre noget rigtigt, så skulle de enten refundere pengene til alle deltagere, eller give fri tilmelding til næste års arrangement for at rette op på den pinlige omgang der har været afholdt. Det kan man ikke være bekendt overfor deltagere som bruger tid og penge på at tage til stævner rundt i dk. Det er efter min mening, med fare for at lukke flere mindre stævner som forsøger at gøre det økonomisk lettere og lidt mere interimistisk/oldschool (det er tendensen), da reaktionen bliver at man tager sine forbehold og kun melder sig til større og velorganiserede stævner som Challenge, Kronborg og Cph Ironman. Det synes jeg er er synd og skam.
Nok om det 🙂
Idag stod den på sidste afpudsning af de drenge som skal køre Ironman Frankfurt, Challenge Roth og 1/2 ironman i Ålborg på søndag. Og lad mig sige det langt; de er klar og det bliver SÅ spændende at se hvad der sker i næste weekend. Mikkel R. Larsen skal ned at tage for sig af herlighederne i Roth. Han viste prøve på sin kunnen idag, ved at trække os andre rundt på en længere tur, hvor det at sidde på smækken var mere end rigeligt.
Jan Nielsen og Lars Brix skal ned i varmen i Frankfurt. De kørte samme pas idag og melder helt klar til race på søndag.
Morten Stokholm, Thorstein Gystad og Rasmus Grønbæk har pudset formen af til Ålborg 1/2 IM og de vil forhåbentligt også komme til at blande sig helt i top på søndag.
Og så glæder jeg mig til at præsentere en ny profil på Team Kona Spirit i morgen. Han er en fantastisk repræsentant, en hyggelig fyr, en snappy triatlet og en ung mand med ambitioner.
Nu starter sommeren 🙂
Vi ses på vejene.
Atb