Det er ikke altid lutter lagkage, at være en del af Team Kona Spirit !
Skader, hårdt slid, dedikation, prioritering og tilsidesættelse af lette behov.
Resultaterne taler for sig selv på Team Kona Spirit – dem er der ingen som kan røre ved. Og jeg plejer at highlighte dem, når vi har været afsted og har ramt den lige i r…. igen.
Copenhagen Ironman Teddy i mål i suveræn stil.
Men medaljen har en bagside og den skylder jeg/vi måske at LARME lidt om. De som er tilknyttet Team Kona Spirit er hamrenes dedikerede og motiverede ift at lave den bedste præstation for sæsonen. Derfor bliver der også tilsidesat en hel masse af livets andre “goder” undervejs – og der bliver prioriteret i en rækkefølge, hvor mange rynker på næsen.
Flere af de “drenge” som træner henimod deres primære sæson-mål (Ironman Klagenfurt, Cph, Mallorca, Hawaii m.m) har en struktureret dagligdag, som de færreste kan forstå. De står ofte op før kl. 05.00 om morgenen for at træne deres første pas, for at kunne nå at være “noget” for familien, inden de kører på arbejde. Om aftenen er de “noget” for familien igen, inden eller efter de har trænet deres andet pas, før de går i seng. De prioriterer stort set altid deres træning i weekenderne, fremfor weekendbrunch, familiefødselsdage og gode middage med ekstra vin (i højsæsonen).
De kommer ikke frem til deres resultater ved at købe en aero-hjelm, en drikkedunk, specielle dæk eller et sprit nyt Fusions Speedsuit. De kommer dertil ved ben hård træning og en målrettet indsats. Det er ikke synd for dem og det er ikke synd for nogen andre.
Udenfor sæsonen er det anderledes !
Men det værste der så kan ske, når man prioriterer så meget slid og afsavn – det er at man bliver skadet…. Vi har pt. to som er skadede. Den ene (Jesper Brøns) er langtidsskadet og kommer først tilbage næste år.
Copenhagen Challenge 2012.
Jesper Brøns´første IM gennemført i tiden 9.57.42.
Jesper var i sit livs form, da han 5 uger før han skulle køre Lanzarote Ironman 2014 blev ramt af “betændelse i knoglerne” – og det har drillet lige siden. Heldigvis har han kunnet fokusere på processen siden og han er stadig tilknyttet holdet og har fuld opbakning fra både venner, familie og hold kammerater.
Den anden er ligeså forbandet (Patrick Klippert). Patrick er pt i sit livs form og skal køre Ironman Klagenfurt den 26. juni 2016. Det skal han nok komme til, men han kæmper pt med en overbelastningsskade på knæet, som er svær at komme af med.
Patrick kørte Ironman Klagenfurt 2015.
Når man træner op til en Ironman, så er der kun det ene (eller måske 2) skud i bøssen for en sæson – og det sker ofte, at man træner lige på kanten til at blive skadet, når man ligger i tung træning til en Ironman. Når det så sker at den tipper til skade, så handler det i høj grad om at kunne fokusere på processen. Og her er opbakningen fra holdkammerater, familie og venner enormt vigtig !
Proces !
Den negative slagside i daglig tale og i medierne om, at de som træner triathlon og især til en Ironman er “individualister” og nok nærmere “egoister” – det kommer sjældent hverken den ene eller anden part til gode. Derfor vil jeg til enhver tid argumentere for opbakning fra familie, venner og holdkammerater uanset hvor “langt ude” målet synes at være. En skade i sports-sammenhænge er at sidestille med stress i arbejdssammenhæng. Man er taget ud af en kontekst som man plejer at have styr på – og fra den ene dag til den anden, kan man ikke en dyt… Det kommer man til igen, når man har opbakning !
Team Kona Spirit ☀️
I mine øjne, så er individualist/egoist debatten gjort ud af den danske “jantelov” og primært bakket op af folk med for små sko. Når man kigger på overskriften til dette skriv (og undlader skade), så vil enhver succesfuld erhvervsmand/kvinde eller sportsudøver kunne nikke genkendende til ovenstående. Og det kan til enhver tid sidestilles med gode oplevelser, overskud og privilegier som man ikke kommer til uden at have knoklet r…. ud af bukserne.
Yessss
Hard work beats talent og det koster undervejs, men det er det hele værd !
Atb
Keld
