Ironman Barcelona 2014.

by Admin · 7. oktober 2014

Ironman Barcelona 2014.

Det er ikke længe siden, at vi kørte rundt i Københavns gader til IM CPH. Det var et godt stævne på en meget blandet dag for mig – og derfor tog jeg en impulsiv beslutning for 2 uger siden, at køre Ironman i Barcelona !

En kop kaffe på ramblaen gjorde, at jeg kunne lokke Merete og Victor med, imens Emilie passede sit kloge hoved og Kona på hjemmematriklen. I forvejen vidste jeg at jeg ville få godt selskab, da både Jesper Brøns med familie, Torben Lykke og Tri-banditten (Henning) skulle derned.

Vi bookede et hotel i Calella til meget få penge – det kunne have været et af de hoteller som jeg også boede på for mere end 20 år siden – og dengang var det mere passende til formålet… Skide være med dét, for der var 3 senge hvor man kunne ligge ned – og et badekar, som var halvt så stort som poolen (det siger mest om poolen). Beliggenheden var perfekt (50 meter til stranden og lige imellem svømmestart og T1). Flybilletter var mere end godt hjulpet på vej af Tipsbladet v/Henrik Stegger, så en tur til Calella via Amsterdam og Barcelona stod lige foran døren.

Vi ankom sent torsdag aften og sprang direkte i køjen. Næste morgen stod vi op til 25 grader og skyfrit vejr. Det var tid til en cykeltur på ruten og en lille svømmetur i havet. Svømmeturen var noget af en overraskelse og jeg ville ikke have været i tvivl om, at hvis jeg var en god svømmer, så ville jeg have svømmet uden våddragt. Jeg svedte i vandet med lav intensitet og på bare 20 minutter. Jeg fik hilst på Michael Krüger, Andreas Niedrich og Camilla Pedersen, som havde været lidt mere morgenfriske end jeg. Efter at have svømmet og snakket lidt rejse med Torben Lykke, så listede jeg op til min cykel og kørte en tur ud på ruten. Her blev jeg igen en smule overrasket, da cykelruten ikke er flad som jeg havde troet. Der er “rolling hills” hele vejen langs kysten og det er super flot. Brede veje og flere rundkørsler. Det som overraskede mig mest var, at uanset om man kørte den ene eller den anden vej, så lå farten væsentligt højere end i dk. Det skyldes selvfølgelig både at benene var friske, men nok også mere, at vej og læ forhold er helt optimale på denne strækning. Selvom man køre ved kysten, så er der 1 meters autoværn som tager den værste vind fra kysten og bjergene fra den anden side gør, at man også er skærmet derfra – og når så underlaget er motorvejsasfalt, så går det godt :-).

Lørdag var det tid til en kort cykeltur med Torben Lykke og en endnu kortere løbetur med mig selv, inden racebriefing sammen med hele slænget. Emilie og Victor tog til Barcelona istedet for at sidde i telt, hvilket vel giver god mening !!!

Til racebriefingen blev vejrudsigten for søndag annonceret til “high humidity´n super fast”. Ikke noget regn, men høj luftfugtighed – goddaw og et økseskaft !!!

Næste morgen stod vi op til “Thunderstorm” , hvor det væltede ned med vand, som at træde ind i Niagara Falls (overdrivelse fremmer forståelse). Vi blev alle kaldt ind i teltet til ekstra ordinær racebriefing 30 minutter før start. Her blev det annonceret, at løbet ville blive delayed på ubestemt tid, men at vi nok skulle få lov til at køre !

Klokken 09.20 fik jeg lov til at springe i vandet og afsted det gik. De første 200 meter gik meget hurtigt og vi var meget hurtig oppe ved den foranliggende gruppe og sådan gik det resten af vejen (3800 meter). Der blev svømmet i intervaller, da vi var sendt afsted i “waves” – og de lidt langsommere svømmere fra tidligere felter blev svømmet ind og over fra tid til anden :-I. Efter 59 minutter stod jeg op af vandet til en næsten skyfri himmel ?? Vi havde lige forladt teltet mindre end 2,5 km væk, hvor det stod ned i stænger og det havde lynet indtil start – og så 59 minutter senere står man klar til at cykle på en sommerdag……

Jeg var hurtigt igennem T1 og glædede mig til at komme ud på hovedvejen mod Barcelona. Jeg kørte stille og roligt ud gennem Calella, da vejene stadig var våde og flere steder var oversvømmede. Da vi kom til hovedvejen kunne våde hovedveje være nok så våde, for nu skulle der køres. Jeg kørte godt og hurtigt i den høje zone af IM – og overhaler hele vejen ud til vendepunktet. Lige inden vendepunktet kan jeg se, at Tri-banditten ligger og hygger sig oppe foran, sammen med 30-40 andre. Min kalkule var, at der måtte være ca. 5 minutter op, hvilket undrede mig ift mit udlæg, men jeg blev klogere. Da jeg kiggede bagud kunne jeg se ligeså mange – det var helt vildt !

Jeg prøvede et par gange at slippe fri, men det var helt utopisk. 2600 mennesker på så få km, det er simpelthen en umulig opgave for dommere at kontrollere – og især med den disciplin der er blandt triathleter pt. Uden at skyde direkte på nogen, så vil jeg vove den påstand, at nordeuropæere (forhåbentligt) ikke ligger direkte på hjul, men det gør italienere, franskmænd og spaniere. De er fuldstændigt ligeglade – og der er ikke mere end 10-20 cm til det forankørende baghjul ? Jeg vil ikke være alt for skadefro, men vi så mange styrt – og jeg vil vove den påstand, at hvis man styrter i den ende af feltet hvor vi ligger, så er det fordi man kører for tæt på den forankørende – og ikke fordi man ikke kan styre sin cykel :-(.

Jesper Brøns kom forbi mig ved 60 km med den samme oplevelse. Han havde kørt endnu hurtigere end jeg – og havde taget endnu et tog med op til samlingen. Jesper forsøgte at komme fri et par gange og havde fået hul en enkelt gang, men så gik maskinen ellers igang igen. Der var ikke andet at gøre end at koncentrere sig om, at holde de 10 meter og lade sig irritere mindst muligt. Ellers en super fed og meget hurtig cykelrute. Ved 165 km møder vi Torben lykke, som jeg lige når at hilse på, inden T2 venter ! Jeg stiller cyklen i 4.41 med gode ben.

I T2 når jeg lige at se r…. af Jesper da han løber ud. Han ser godt og frisk ud og min fornemmelse er, at vi går et godt marathon i møde. Jeg kan se på uret, at jeg “bare” skal løbe 3.16 for at komme under 9 timer, så jeg ligger fornuftigt ud. De første 15 km går i 4.30 og jeg føler mig godt løbende med god energi – jeg synes der er langt mellem væskedepoterne og tænker om det er mig der er ved at være mærket, eller om der er længere end der plejer. Ved 18 km begynder jeg at få en sitren over hele kroppen, hvor det føles ligesom at løbe på gyngende grund. Jeg vidste at der var langt til næste væskedepot og kapslede mig ind på, at det skulle nåes – og så måtte jeg stoppe og fylde indenbords. Da jeg endelig nåede dertil fik jeg bundet et par flasker vand og en rød vitamindrik !!!! Jeg havde undgået dem, da jeg ikke vidste hvad det var – men pt var jeg ligeglad, for jeg skulle have noget som gjorde en forskel ! Det viste sig at være Cola og det gjorde underværker, samtidigt med at Michael Krüeger lod en bestemt bemærkning falde om, at jeg skulle se at komme afsted. Hen til vendepunktet og så et spark af Merete og Victor. De sidste km på løbet var overlevelse og med 2 ting i hovedet:

1. at løb er hurtigere end gang.

2. jeg skal i mål før Henning.

Jeg tøffede i mål glad og tilfreds efter 9 timer og 24 minutter, med et afsluttende marathon på 3.38…… Super fed, varm og hård dag. Og med en fantastisk kulisse !

Tusinde tak for al support dernede “Team Brøns”, M. Krüger, T. Lykke, TriHenning, Lasse/Betina og alle jer herhjemme. Og allermest til Victor, Emilie og Merete. I holdt det ud endnu engang – og det stopper nok aldrig ;-).