Danmarks smukkeste Triathlon
Hvilken fornøjelse….
Årets Triathlon klassiker (Danmarks smukkeste) er i hus og dermed er efterårssæsonen skudt igang. Endnu engang var der rigtigt flot fremmøde til Silkeborg Triathlon, både fra de allerstærkeste elite triathleter til bredden af sporten, hvor vi også kan og skal finde en masse nye og spændende talenter.
Vejret viste sig fra den helt sædvanlige danske side, så vi fik både sol, vind, regn, torden og blæst. En stille brise som lovet, var nok ikke oplevelsen for alle som deltog i stævnet, men det gjorde ikke oplevelsen mindre undervejs.
Der var på forhånd lagt op til lynhurtige tider (uanset vejret), da de hurtige drenge og piger var til start.
På den 1/4 Ironman var forhåndsfavoritten Benjamin Mark Andersen i en liga for sig selv, hvor han førte fra start til slut og dét endda med en defekt undervejs. Benjamin formår alligevel at komme i mål i en tid på 2.02.15, hvilket er en rigtig hurtig tid på den hårde rute som Silkeborg Triathlon repræsenterer.
Benjamin fik følgeskab af en hurtigt løbende Nicolai Lyng Wium og Team Kona Spirits Mikkel Rosendal Larsen på podiet.
I pigernes race på den 1/4 triathlon var der et meget tæt opløb og der var kun 15 sekunder mellem de to første piger ved målstregen. Vinder blev Sofie Pilgaard tæt forfulgt af Karina Sørensen Gosvig og med Nicoline Vilholm Jensen på en flot 3. plads. (Billeder kommer)
På den 1/2 Ironman var der besøg fra toppen af den danske elite, så selv med kraftig vind og tordenbyger, så blev sidste års vindertid slået med mere end 8 minutter. Vinderen (Mathias Lyngsøe Petersen) også på den halve distance i en liga for sig selv. Mathias førte fra start til slut, selvom han havde så stærke navne bag sig, som Jens Petersen Bach, Chris Fischer, Nicholas Ward Muñoz og Kristian Munk Nielsen m.fl.
Mathias fik følgeskab af Jens Petersen Bach og Chris Fischer på podiet. Begge 2 med ømme stænger efter Copenhagen Ironman og for JP´s vedkommende en build up til Ironman Hawaii til oktober.
Kvindernes sejrende pige på den 1/2 Ironman skulle findes udenfor landets grænser. Vinderen blev Marlies Van Amstel fra Holland. Hun fik ikke meget modstand, da næsten alle hendes konkurrenter faldt fra undervejs og der dermed kun var en tilbage ved målstregen. Nummer 2 blev Lotte Hermann fra OTK som havde været i ilden til Copenhagen Ironman og dermed havde mere end almindeligt ømme stænger, da hun skulle ud på et afsluttende 1/2 marathon i Silkeborg. (Billeder kommer).
Udover de atleter som havde fornøjelsen af at stå på podiet, så var der mindst ligeså mange andre flotte præstationer ved søen igår.
Min favoritpræstation har ingen sammenligning for gårsdagens præstation alene, men skal ses som en samlet præstation henover hele året. Michael Christensen har henover hele året arbejdet henimod Silkeborg Triathlon som et mål og middel til velvære – og har undervejs redefineret og lavet det til et delmål henimod mere i 2019. Transformationen er tydelig og 87 kg i forskel fra 2017 løber Michael ind over stregen igår i en tid på 2.54.48. Det er intet mindre end imponerende – kæmpe stort tillykke !!!!
Samtidigt havde vi Flemming Meldgaard til start for 33. gang af ligeså mange mulige – og naturligvis afslutter han på fornemmeste vis i en alder af 71 år. Endnu et af de forbilleder som sporten kan bryste sig med.
Blandt kvinderne skiller Kirsten Mørch sig altid ud med hendes gode humør og konkurrencesind. Kirsten viste storform op til VM i Zofingen i næste weekend.
Blandt de yngste havde vi debut til Mathilde Langbak Hansen som gennemførte på aller flotteste vis. Mathilde gennemførte sin første 1/4 triathlon i tiden 3.14.01, hvilket lover godt for fremtiden i SMT-Silkeborg.
Tak til alle for en rigtig god dag.
Håber vi ses til Silkeborg Triathlon næste år.
Resultatlisten for Silkeborg Triathlon kan ses på følgende link:
Resultatliste Silkeborg Triathlon 2018
Atb