EM Challenge Herning og Ironman Hannover…
Så kom det endeligt i hus….
Og denne gang med den fortjente hæder dertil 🙂
Vejrguderne var med Herning og med arrangørerne (Claus Mucho Andersen og Jacob Sonne) af Garminchallenge 2017. Tænk hvis både arrangører, tilskuere og deltagere havde haft samme betingelser som dagene op til race… Det blev det heldigvis ikke – og så blev det istedet en folkefest af dimensioner !
Herning var gearet til begivenheden og sjældent har jeg oplevet en mere tilskuervenlig og begivenhedsrig løberute som afslutning. Det var sk… skægt og helt genialt.
Team Kona Spirit havde 3 atleter til start i EM-feltet fra morgenstunden af. Mikkel R. Larsen i AG 30-34, Jan Nielsen i AG 45-49 og Thorstein Gystad i AG 50-54 og alle 3 atleter gjorde i den grad en god figur.
Mikkel havde haft den sædvanlige “tudetur” dagen forinden, hvor intet overhovedet kunne fungere og alt skulle smides væk.. Så jeg vidste med sikkerhed AT HAN VAR KLAR :-).
Mikkel svømmer sit hidtil bedste race (og det bliver kun bedre op til Roth 2017) og taber kun 2 minutter til Rasmus Grønbæk. Vi vidste at han skulle jagte fra kilometer 1 på cyklen og at han skulle forbi med +500 watt, når han kunne se dem han skulle forbi :-). Da Mikkel hørte at der kun var 2 minutter op til Grønbæk i T1, da stod der allerede 500 watt på indersiden af hans brilleskærm. Efter 20 km er der kontakt og herefter er der kun en vej mod skamlen. Dog skulle der gå 14 km hen i løbet, inden han fik kontakt til Morten Jørgensen (Guldfireren og træningskammerat/konkurent til Eskild Ebbesen). Men på det tidspunkt kunne vi have smidt et blylod omkring Mikkels ben, uden at det havde påvirket ham. Fuldstændig høj på eufori, glæde og stolthed spadserer han sidste runde ind til et mere end fortjent europamesterskab – og denne gang med den rette hæder og tilmelding :-). Intet mindre end verdensklasse !
Jan Nielsen kører samtidigt sit bedste race hidtil og sætter en klar PR på både cykel og løb. Han er stærkere end nogensinde og har sat sit fokus på sit A-race til Ironman Frankfurt om 4 uger. Jan kommer ind som nummer 19 i AG 45-49 og slår sin egen personlige rekord med mere end 7 minutter – og vigtigst af alt, han slår sin PR på det afsluttende løb med 7 minutter. Det er nøglen i Frankfurt !
Min kære svoger (Thorstein Gystad) formår endnu engang at tilkæmpe sig en plads på podiet, denne gang i AG 50-54. Thorstein svømmer stabilt, cykler godt og afslutter i sædvanlig suveræn stil. Han ved hvad han kan og er derfor ikke let at imponere, så en tredie plads og en tur på podiet er ikke alene en succes for Thorstein. Men det ændrer ikke ved, at Thorstein afslutter i en tid på 4.26 og med et afsluttende 1/2 marathon på 1.26. Thorstein har større ambitioner for i år, da han skal køre Ironman Hamborg med henblik på en mission Ironman Hawaii 2017.
I det åbne race havde vi Brian Nonbo og Morten Stokholm til start – og jeg havde selv fornøjelsen af at deltage i en stafet sammen med Oliver Mølgaard og Martin Brønning.
Brian Nonbo vandt sin agegroup i det åbne race og Morten Stokholm havde desværre en offday med tenderende krampe undervejs. Morten udgik efter cykelturen, men havde taget beslutningen allerede efter 50 km, hvorefter han transporterede sig stille og roligt til T2 for at møde familien.
På stafetten havde Martin Brønning fra start af sat forventningerne højt. Oliver skulle piske vandet og Martin skulle trampe de andre konkurrenter ned på cyklen – og så skulle jeg forsøge at løbe den til stregen. Det lykkedes næsten, men vi måtte se os slået af Århus 1900 drengene med en ond Casper Lund på cykel. Det blev til en samlet 2. plads et minut fra sejren, men med en fri fornøjelse næste år og et kval til championship 2018.
EM Herning er heldigvis både flot og godt beskrevet mange andre steder også, men det skal ikke afholde mig fra, at ønske vores egen SMT DARLING (Tina Thomsen) et kæmpe tillykke med et mindst ligeså fortjent europamesterskab som Mikkel. Du er imponerende Tina….
Resultater kan ses på dette link: Challenge Herning 2017
Ironman Hannover 2017
Så var der debut for Jonas Poulsen på Ironman distancen i Hannover. Det blev til en varm omgang i det tyske og samtidigt til en god oplevelse for både Jonas og familie. Jonas svømmede i vanlig stil og kom op af vandet som 3ér og startede derefter ud på cyklen på de 6 runder af 30 km. Jonas stiller cyklen efter 5.14 minutter og mangler så kun det afsluttende marathon……:-).
Jonas løb efter planen, men varmen sneg sig mere og mere ind på ham og henad vejen blev det en overlevelseskamp, som han vandt til sidst.
Jonas kommer i mål lige under 11 timer og kan nu kalde sig for Ironman. En fornøjelse at følge herhjemmefra og med flot dækning fra hans kommende hustru Johanne.
Stort tillykke til jer begge to
Det har været den fedeste weekend og sommeren er lige begyndt :-).
Atb