Powerman Copenhagen
Kongetur !
Der var lagt i ovnen til en hård og hyggelig weekend i København, med henblik på Powerman Copenhagen 2016 for de fleste af drengene på Team Kona Spirit. Der var prioriteret en formtop som indikator for hvordan sæsonen kommer til at se ud, ift årets primære races i henholdsvist Billund/Herning, Klagenfurt, Cph Ironman og Hawaii til oktober.
Vi rullede afsted mod Kbh lørdag formiddag, da vi havde fået fyldt maverne op med rundstykker efter morgensvømningen. Vi var fremme ved 15.00 tiden og havde god tid til at nyde det gode vejr, få lyttet til racebriefing og til at køre en test-tur på ruten.
Herefter var der en kort løbetur med lidt stigningsløb for at vække de hurtige muskelfibre til raceday.
Da træning og briefing var overstået, så kunne vi imponere Teddy “sur for en sikkerheds skyld” Jørgensen med indkvartering på Danhostel på Amager.
Og manden fik endda lov til selv at lægge sengetøj på sengen. Teddy sørgede for godt humør og underholdning indtil vi sprang i bussen med retning mod “det sunde køkken i Kgs. Lyngby.
Så var det hjem i køjen og hvile ud til søndagens race. Jeg er overbevist om at alle (incl Teddy) sov som sten, men nogen har nok drømt, at andre snorkede og snurrede rundt om natten…. Ihvertfald var der god energi fra morgenstunden og vi var klar til race.
Mikkel og Brian Nonbo var de første som skulle i ilden (klokken 08.30), da de er de yngste på holdet. Vi andre (Michael Gladney, Martin Brønning, Teddy og jeg) startede klokken 08.50.
Der var 1200 tilmeldte til stævnet i år og heraf 26 fra Silkeborg. Mikkel og Brian fløj afsted fra start og kiggede sig dårligt tilbage undervejs. Mikkel ender som europamester i aldersklassen 30-34 år og kører sig helt op i eliten på cykelsplittet. Desværre får han ikke æren af hædren i første omgang, da dtrif er kommet til at lave en fejl ved tilmeldingen, så han først får eftersendt sin fortjente guldmedalje og adgangsbilletten til VM i Zofingen.
Der var dog plads til smil alligevel, da hans Team-mate (Michael Gladney) gjorde ham kunststykket efter i aldersklassen 40-44 år.
Brian Nonbo kørte som altid lige efter planen og holder fine løbesplits på ca. 40 minutter og holder +40 kmt på cyklen. Det lover godt for Ironman Klagenfurt.
Martin Brønning kom til skade i sidste weekend under et gokartrace og har ikke kunnet løbetræne i ugen op til race, men han har været fantastisk godt kørende på cyklen. Så gameplanen var korrigeret en smule i tilfælde af, at smerterne ville forblive for stærke på løbet. Så det var easy run – og pacman på cyklen. Det gik dog en smule anderledes, da smerterne forblev væk og løbet derfor gik over alt forventning.. Martin fortsatte videre på cyklen i pacman stil og kører lige knapt 42 kmt i snit (41,96) og afslutter sit sidste løb til den samlede tid på 2.50.32. Det er en hel vanvittig debut og endnu en formindikator, som lover godt for Herning/Billund i juni måned.
Så mangler vi kun Humlebien aka Teddy Big gun og ut. Teddy som for 3 år siden vejede 140 kg og ikke havde en jordisk chance for at cykle og løbe med et felt af toptrimmede atleter. Han er nærmest umulig at stille tilfreds, men han kunne alligevel ikke lade være med at smile da han krydsede stregen i den klart bedste halvdel af feltet i tiden 3.05.47. Det er top klasse af et powerhouse på 95 kg. Og nu har han sat sig for, at køre La Marmotte til sommer !!!
Jeg skrev for lidt tid siden, at man kan da ikke tabe til en roer…. Det gjorde jeg, da Michael Gladney blev 2ér efter Eskild Ebbesen til DM-Cross duathlon. Jeg havde ikke tabt til Eskild før – og så kunne jeg passende dele den med Michael (og lidt med Eskild). Men hovmod står for fald – og så går det som det gjorde idag. Michael undlod at tabe til Eskild og jeg tog så den ære i stedet for :-). Så kan man lære det…
Michael vinder suverænt vores agegroup foran en englænder og med Eskild på 3.pladsen.
Jeg bliver 9ér og kører i tiden 2.49.07. Det er godkendt for mit vedkommende og lover godt for det jeg skal arbejde for, inden Hawaii til oktober.
Resultater fra stævnet kan ses her: Resultater Powerman Cph 2016
Der var i det hele taget vanvittigt flotte præstationer af flere af SMT´s atleter. Anette Corydon vinder endnu engang både DM og EM i hendes aldersklasse 40-44, Tina Thomsen får sølv til DM i aldersklassen 50-54, Kirsten Mørch får DM bronze og EM sølv i hendes 55-59 og Sune S Kjær får DM bronze i 45-49 år.
Tillykke med alle de flotte præstationer til jer alle – og tak for en fantastisk weekend.
Vi ses senere på sommeren.
Atb