Copenhagen Ironman 2014.
Så er det tid til at gøre status på årets Ironman begivenhed for mit vedkommende. I år havde jeg valgt at køre et stævne på dansk grund, både pga at jeg har været tilskuer under alle de foregående gange det har været afholdt, men også pga stævnets umiddelbare kvalitet. Og så er det selvfølgelig også et kæmpe plus, at køre op af strandvejen, på de nordsjællandske veje og så at afslutte et løb henad langelinie, forbi Amalienborg og med afslutning på Christiansborg !
Ift sidste år har jeg ikke haft trænet det samme antal timer og jeg er kommet noget senere igang. Jeg har svømmet det samme som sidste år og har haft mere kontinuitet i svømningen, hvilket har givet mig en ballast til at kunne intensivere cykeltræningen, da det var nødvendigt. Mit løb har været overvejende mellemzoneløb og ikke længere end 22 km og det betaler jeg måske prisen for i København.
Den mindre træning i foråret var tiltrængt og bevidst prioriteret ift andre gøremål og var samtidigt med til at give mig motivationen til at komme igang, samtidigt med at den danske sommer satte ind. Men jeg har måske undervurderet vigtigheden i, at trappe træningen langsomt op, så man kan modstå monsterugerne med tung træning, uden at ryge helt i kælderen. Ihvertfald gik der længere tid før jeg slap ud af træthedperioden i år end der plejer – og fornemmelsen af fart og overskud kom først rigtigt på det sidste træningspas, ugen forinden IM Copenhagen. Nogen vil sige perfekt timing og andre vil nok bruge et par timer på at analysere det :-).
På selve raceday var jeg klar og fit for fight !
Klokken 07.25 sprang jeg i baljen, sammen med alle de andre gamle mænd i ag 40-44 (det bliver vi kaldt, altså gamle!!). De fleste har øvet sig en del og det var også det klart største og stærkeste agegroupfelt i år. Jeg nåede lige at give high five til Eskild Ebbesen inden vi hoppede i baljen (Amager Strandpark), hvilket jeg er ret sikker på at han var glad for. For han havde glemt at lyne sin våddragt, så det nåede vi at gøre lige inden startskuddet lød. Afsted det gik og efter 57 minutter og 23 sekunders od svømning, var der fast land under fødderne igen. Igennem skiftezonen og ud på min Principia TT One. Jeg vidste på forhånd, at dem jeg konkurrerede med, ville svømme nogen minutter hurtigere end mig, så jeg trådte godt i pedalerne fra start. Vinden kom primært fra sydvest, så der var overvejende medvind op af strandvejen. Det betød, at farten var høj og at det føltes let at komme godt igang. Efter første runde følte jeg mig flyvende med overskud – og jeg nåede både at hilse på vores 2 Hawaiideltagere Tom Kisbye og Søren Peter Kunø, som var startet 20 minutter tidligere end mig. Tom var så venlig at minde “bussen” om, at det var triathlon og et non draft stævne, hvilket virkede bedre, end da dommerne bare kørte forbi :-). På anden runde blæste det op – og turen op af strandvejen føltes ensom og jeg arbejdede måske lidt for hårdt for at komme op til dem som svømmer bedre end jeg (Thomas Mortensen, Jens Gydesen, Thorbjørn Jensen osv.) Jeg kom forbi Thorbjørn på tværstykket (i modvinden), men kom aldrig op til de andre. Thorbjørn er en af de bedste repræsentanter for tri-sporten i min bog og er en af de gamle “old school atleter” som kører sit helt eget race. Han hilste bare og gik ikke ind i “bussen”, men havde synligt undren overfor min hale…. Lige før Geels Bakke begyndte det at regne, hvilket betød at vi havde de sidste 25 km med vand. Jeg besluttede mig for at køre konservativt det sidste stykke med høj kadence, for at få lidt friskhed ind i kroppen inden løb. Jeg stiller cyklen efter 4 timer og 53 minutter og glæder mig til at få rettet ryggen ud og komme ud på løb. I T2 vælger jeg at beholde min overtrækstrøje fra Z3ROD på, da regnen havde afkølet mig en smule. Jeg starter løbet ud efter min gameplan i tempo 4.30. Det var min plan, at jeg ville starte i 4.30 og at jeg ville forsøge at øge farten efter 30 km :-)….. Løbet gik fint, men jeg kunne ret tidligt mærke, at jeg nok ville få udfordringer med den plan. Jeg var ellers hjulpet godt på vej af fantastiske supportere (familie, venner, træningskammerater og en hel by af feststemte mennesker), men energien løb langsomt ud. Jeg kunne hele tiden holde øje med min placering i min ag, da både Eskild, Thomas og Jens også så mere og mere brugte ud – det holdte mig oppe, men kun i tempo 5.22 på et tidspunkt :-(. 1-2-3 gangstativ !!
Efter 9 timer og 25 minutter kom jeg i mål ved Christiansborg. Jeg var tømt og kunne ikke præstere mere på dagen, så jeg er fuldt tilfreds. Det rakte til en 12.plads i min Ag og nummer 11 kom til Hawaii, så det var en klog beslutning Merete tog søndag aften om at vi skulle drage mod Silkeby ;-).
Kæmpe stort tillykke til Søren Peter Kunø med et mere end velfortjent slot til Hawaii. Søren blev en suveræn vinder af sin AG og slår nummer 2 med 25 minutter !!! Søren er i mine øjne, en af podieaspiranterne på Hawaii. Og et ligeså stort tillykke til Tom Kisbye med en fantastisk præstation og en 2. plads i hans ag og dermed også en tur til Hawaii. Og tak for selskab til jer andre smt-triathleter og tillykke med jeres flotte præstationer – vi ses til masser af sjove timer på vejene !
Den allerstørste tak går selvfølgelig til min familie – føj for en dag at stå som tilskuer i, strålende på alle måder. Hatten af for din indvielse i tri-sporten Mads ;-). Emilie og Vikkebøf, I er de bedste og M den lækreste :-).
Stævnet blev vundet af verdens sejeste HULK aka Henrik Hyldelund. Han smadrer hele feltet på cyklen på en måde, som kun en tidligere triathlet (Norman Stadler) har gjort. Han vandt på Hawaii !!!
Tusinde tak til mine sponsorer og samarbejdspartnere Bikeworld Silkeborg, Devils Ink, Lykke-sport, Cd Bolig v/Søren Bregnhøj.
Resultater fra stævnet kan ses her på resultatlisten for CPH IM 2014 og smt´s resultater er her
Keld Thomsen Individual M40-44 9:25:34 79 12
Lars Brix Individual M45-49 9:59:37 264 21
Tom Kisbye Individual M50-54 10:05:43 315 2
Thomas Nedergaard Individual M30-34 10:21:28 454 97
Jesper Buus Individual M45-49 10:24:02 473 54
Søren Peter Kunø Individual M60-64 10:24:05 474 1
Jan Nielsen Individual M45-49 10:28:18 513 59
Finn Rahbek Andersen Individual M45-49 10:32:09 549 68
Stængerne op til en weissbier, vi ses.
Atb
Keld.