Hawaii Ironman 2014

Læs 3 spændende beretninger fra Hawaii Ironman. 3 fantastiske præstationer og 3 fantastiske oplevelser. Det giver et godt og forskelligt indblik i, hvad Ironman Hawaii er for en størrelse. Kæmpe tillykke til alle 3 !

Bent Andersen, verdensmester 2014. Bent har nu præsteret, at blive verdensmester i 3 forskellige aldersgrupper på Hawaii (40-44, 45-49 og 50-54).

Hawaii Ironman 2014 – raceberetning.

Dagen startede kl. 03.30. Jeg havde sovet godt siden kl. 19 og følte mig veludhvilet. Efter et let morgenmåltid bestående af lyst brød marmelade, en banan og en kop kaffe, gjorde vi os klar til afgang hen mod startstedet. Inden jeg gik ind i skiftezonen, lavede jeg et løbepas på 2 km med 3 stigningsløb, så jeg fik pulsen lidt op.

I skiftezonen blev jeg “body marked” og drak 500 ml energidrik. Cyklen blev kontrolleret og dækkene pumpet. Vi kunne komme i vandet kl. 06.35 og varme op. jeg lavede 2xsprint ud til startlinjen. Age-group herrernes start gik kl. 06.50. Jeg havde en god start uden stress og kunne holde et jævnt tempo hele vejen. Jeg kunne nok have svømmet en anelse stærkere, men er ok tilfreds med tiden 1.00.58 i et uroligt hav med bølger. Jeg følte mig frisk, da jeg satte mig på cyklen. Jeg følte, at jeg havde gode ben og havde ikke svært ved at holde pulsen. Jeg havde fokus på pulsen og mit væske/saltindtag hele vejen. De første 150 km gik meget let, men herefter blev benene lidt tungere. Ved 87 miles ville jeg fylde min Torhans aero og så ikke, at jeg var kommet for tæt på en atlet foran. Jeg fik et rødt kort. Det var surt, men dejligt at se, at der blev slået ned på drafting.

Jeg kom ind i T2 efter 5 timer på cyklen. Det var jeg tilfreds med. Skiftetiden i T2 blev så forlænget af min tidsstraf på 4 min. som betaling for det røde kort. Jeg løb afslappet ud på løbet og var stadig i front i min aldersklasse med et forspring på knap 5 min. Ved 12 km var forspringet kun 4.30 min. Jeg tænkte positivt op ad stigningen på Palani Road og videre ud med Energy lab. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var så let løbende som tidligere, da jeg nok mangler grundtræning efter flere år med skader. Efter Energy lab kom sidste års vinder i min klasse, Wolfgang Schmatz, tættere på. Jeg forsøgte at presse tempoet, men følte mig tung. Jeg fokuserede på at få nok væske og energi og glemme de ømme ben. Ved 38 km kom Wolfgang op på siden. Jeg fulgte hans pace og kunne mærke, at jeg trods ømme ben, havde lidt mere overskud. Jeg besluttede mig for at rykke alt, hvad jeg kunne, de sidste 1,5 km ned ad Palani Road og hele vejen i mål. Wolfgang opgav at følge med, så jeg kunne efter 9 timer og 31 min. høre mit navn efterfulgt af de berømte ord “You are an ironman” og endnu bedre “Bent is the World Champion”. Det var en hård dag med meget vind og høje temperaturer, og lige nu nyder jeg et par dages ferie med min familie.

Det betyder meget for mig at afslutte sæsonen med et verdensmesterskab, da jeg som tidligere nævnt har haft nogle udfordringer med skader og konstatering af en medfødt hjertefejl. Tak til Velux, Fusion, DDTRI, Quintana Roo, Geodis Wilson og Squeezy for støtten og opbakningen. uden jeres hjælp, ville dette projekt ikke være muligt. Aloha

Søren Peter kæmpede sig fra en 64. plads efter svømningen, ned til en 17. plads da han løb i mål.

Aloha – Der er kommet lidt ro på, og karierens højdepunkt er ved at bundfældes. “Evigt ejes kun det tabte” sagde en klog een engang. Det er nok rigtigt, jeg tabte ihvertfald 6 – 8 placeringer med min dårlige svømning. Vores sport er en “Learning by doing” så det er op på hesten igen Som Connie har så rigtigt har sagt et utal af gange: “at komme op ad vandet som nr. 64 og slutte som nr. 17 er godkendt” Forholdene under stævnet var, ifølge lokale og officiel side de hårdeste siden 1999.
Jeg skal have lært at tage mine kampe i vandet og svømme bedre uden dragt.
Jeg kom godt afsted på cyklen, og efter det første tekniske stykke med høj kadance fandt jeg min pace ret hurtigt. Vinden tog til, og jeg fornemmede hvor det bar hen, håbede så bare et den(vinden) ikke vendte til hjemturen. Varmen og fugtigheden drænede efterhånden, heldigvis var der god mulighed for afkøling, da depoterne er placeret ret tæt. Jeg havde 2 flasker energi placeret ved vendepunktet i Hawi hvilket viste sig at være en rigtig beslutning. Turen ned fra Hawi var lige lovlig “spændende” sidevinde fra højre og venstre kostede flere athleter deltagelsen i løbet, de røg simpelthen af vejen i den stærke vind. Vinden havde selvfølgelig vendt, så hjemturen foregik også i modvind. Første gang jeg hørte om dette fænomen troede jeg det var gas, men nej, det er det der gør Kona så speciel.
Starten på løbet og turen på Ali’i Drive var helt fantastisk – fik også lige hilst på Tom Kisbye – puls og pace var ok. Jeg valgte tidligt på løbet at gå/jogge gennem depoterne for at nå at få det hele med: svamp,vand,is,cola,energi,vand. Det koster selvfølgelig på snittiden, men . . . drik nedkøl drik nedkøl. Turen op ad Palani gav en forsmag på hvad der ventede. En kort men stejl bakke, som så blev starten på, jeg ved ikke hvor mange rullebakker. Energy Lab dukkede “pludselig” op, og her hilste jeg så på Tom for 2. gang. Han tilbød, at hvis jeg kunne fange ham, kunne vi følges i mål – det er da overskud Mørket kom snigende, der manglede “kun” nogle få km – og de var lange, der var ved at være udsolgt men jeg løb med en rigtig god fornemmelse, vel vidende at trods en forfærdelig start på dagen ville jeg komme i mål. De sidste 1500 m var ren “fest og ballade” – Connie fik blitzet – og så “The woice of Ironman” præcenterende og annoncerende “You are an Ironman”. Et stort og samtidigt syrealistisk øjeblik.
Jeg var kommet efter lidt mere, men er rigtig stolt og glad over min præstation.

Tom Kisbye svømmede suverænt, cyklede godt med begyndende krampe og løb/gik insisterende i mål, til stemmen fra Voice of the Ironman “Mike Reilly”

Race rapport/oplevelse til Ironman Kona Hawaii 2014
Efter 6 dage i Kona med let træning og afslapning kom den store dag, hvor kampen med mig selv skulle stå.
Uret ringede kl 4, havde sovet fint siden kl 21,var dog lige oppe og vande træer. Morgenmaden indtaget på værelset dog manglede kaffen, der var ikke mulighed for at få kaffe på dette tidspunkt, et kæmpe minus.
Gik til startområdet kl 5, alt var igang og mange var også på vej til start. Der er lidt mere hurlumhej til dette IM stævne, bla. skal vl body- mærkes med vores bib nr., mit var 615. Der var lang vej rundt inden jeg kom til min cykel. Cerveloèn havde sovet fint på kajen, mens jeg gjorde den klar kom Søren Peter forbi som aftalt. Han skulle låne pumpen, pumpen var venligst udlånt af Nick fra Cykelfarvoritten. Vi fik også pumpet Sørens cykel og alt var top- trimmet til start, Søren og jeg gik og småsnakkede og var enige om, at det var for vildt at de 2 gamle fra SMT stod her i Kona og skulle race, mens vores trænings kammerater sad og fulgte med på NV og spiste Hawaii pizza. Det var en super smuk solopgang over Kailua Pier.
Jeg begav mig mod svømmestart i god tid, vi skulle gennem et smalt sted og der var lang kø. Vandet føltes super dejlig, kanon tempratur 26-28 grader. Jeg havde gennem ugen prøvet at teste om der skulles svømmes i speedsuit, men fandt ud af at det var bedst bare at svømme i min tri-dragt fra Sailfish. Det var med start liggende i vandet, jeg havde valgt lidt i højre side nede bagved så jeg ikke blev oversvømmet af de noget hutigere svømmer. Kl 6.50 gik startskudet, en kanon som blev blæst af, man var ikke i tvivl om starten gik. Lidt langsom start de første ca 100 m, ro på feltet blev der for mit vedkommende først omkring de 1000 m, fik lidt tæsk i vandet men ikke mere end det var til at klare, vandet var meget urolig og det var svært at få en god rytme, følte mig nu godt tilpas under hele svømningen, og da jeg rundede båden halvejs tænkte jeg, det er sku ok det her, men havde jo ingen anelse om hvilket tempo jeg svømmede. Kom på land igen med en svømmetid lige under 1 time og 23 min, det var super når man tænker på, at det var i Stillehavet og der var noget bevægelse i vandet. Det er en lang skiftezone, efter 3 min var jeg på cyklen.
Kom fint igang på cyklen, de første ca 12 km var lidt tekniske inde i Kona by. Nåede lige at hilse på mine 4 super supportere 2 gange inden opkørslen på Palani RD, det er altid skønt lige at vinke til dem. Alt gik som forventet, og lå de første 60 km med ca 34 i snit. Vinden var mange steder lige mod næsen andre gange fra siden og i ryggen, følte den sprang rundt uden vejen drejede særlig meget. Omkring de 66 km kom jeg op til en gruppe piger , lige ved foden af en lang bakke, vinden lige på. Jeg kører forbi nogle af dem, men kan ikke komme forbi den forreste vi lå lidt og kæmpede, med mig på ydersiden, vi kørte kun 21 km/t, jeg kom lidt foran men kunne ikke trække ordenligt forbi hun kom tilbage sådan gik det lidt tid, en race-marchall kom og gav mig det røde kort, min første penalty nogensinde, det var helt ok men syntes ikke jeg kunne andet i situationen, 4 min i det gule telt, der kom en straffeboks efter nogle få km der var jeg kommet fri af pigerne. Derfra var vinden lige på næsen til vendepunktet ved Hawi havde stadig en god fornemmelse og fik drukket meget undervejs. Omkring 107 km fik jeg krampe i højre lår og blev noget forbavset for det har jeg aldrig prøvet før, kunne ikke træde ordenligt rundt, noget skulle jeg gøre. Forsøgte at strække det ud på cyklen, det hjalp lidt, brugte også begge flasker til at køle det med, ved næste aid-station greb jeg alt jeg kunne af flasker en på cyklen og resten blev brugt til af køle med om det var vand eller cola/Red Bull var ligemeget. Det blev meget bedre og kunne trykke lidt mere, men blev aldrig helt godt. De sidste ca 40 km ind var i strid modvind og var ikke meget over 27 km/t så kunne se at det blev en meget lang cykeltid. 1 km før jeg skulle stille Cerveloèn så jeg supporterne igen de havde ventet længe, jeg havde forventet en cykel på 5 en halv time og ikke 6 timer som det blev.
Skifte-tiden til løb blev 5 min og løbet var igang.
Kort efter løbe start hilser jeg på Connie, Søren Peters kone og lidt efter de 4 super supporter som råber, hujer og klapper samt nærmest skriger husk at drikke. Ned på Alii drive stadig med god følese men lidt bange for krampe i låret, den ligger hele tiden og lurer. Kan mærke jeg ikke løber som jeg plejer pga. låret, 5-6 km rundes og det begynder så at trække i læggen, måske fordi jeg ikke løber normalt. Varmen, kramperne og vinden begynder at slide på mig og må desværre ned og gå, strækker lidt ud og bare lunter, det bliver ikke bedre, forsøger at holde kramperne væk. Efter 15 km kommer jeg op til familien igen, stopper op og får knus og kram samt søde ord, de kan ikke følge mig mere før jeg er på vej i mål. Siger til dem at jeg desværre ikke løber så godt i dag, vil ikke gøre dem urolige så fortæller ikke så meget, men siger at det godt kan tage 3 til 4 timer inden jeg kommer ind men at jeg nok skal fuldføre. Ud af Queens K skifter jeg mellem lunte tempo og gå, træffer den beslutning at nu er tiden ligegyldig, SKAL bare gennemføre. Efter at have gået meget når jeg Energy lab og læggen begynder at løsne og kan lunte længere ad gangen. Møder Søren Peter da jeg har vendt ved Energy lab og på vej tilbage, forsøger at råbe og opmuntere han lidt, kan godt se at også han er slidt, forventer han henter mig. På Queens K tilbage ser jeg solnedgangen den er også meget smuk, men havde regnet med at jeg var inde inden da. De sidste 5 km lunter jeg, omkring 1,5 km før mål råber Connie til mig, det var skønt lige at få en hilsen der. Ned på Alii Drive og de sidste 500 m med gåse hud, store føielser og lidt våd i øjenkrogen, lige før finish line står de 4 som har fulgt mig siden kl 5 om morgenen, det var mega vildt og stort for os alle, de har også haft en lang lørdag.
Efter lidt tid i atletsgarden kommer jeg ud til dem jeg vil frejre dette med, de står klar med kram og knus og kys fra Gitte. Tager på hotellet til et bad og går ud og spiser med supporterne, Gitte og jeg går ned til finish line og møder nogle at de andre danskere som også deltog, ruten blev snakket igennem og diskuteret på kryds og tværs.
Konklusionen er, at jeg er fint tilfreds med svømningen i Stillehavet. Ikke tilfreds med min formåen på cyklen, det burde have været hurtigere selv om der var visse problemer. Løbet har jeg ikke den store mening om, da beslutningen blev at gennemfører men det er jo heller godt nok. Samlet tid 12.10.04
Under hele racet har jeg kun drukket (energi drik, cola, vand) og spist lidt gel, efter snakken med de andre danskere, havde flere fået kramper men klaret det med salt-stiks, det skal jeg hvis lære lidt om. Har aldrig på nogle af mine tidligere ironman indtaget andet end energi.
Min første IM lavede jeg i 2011 så det er vel meget godt at kvallificerer sig til Kona-Hawaii efter 4 år, det var årets store mål, men efter at have trænet op til 3 IM i 2014 trænger min krop til en pause. (Nice hvor jeg udgik efter styrt på cykel og København og Kona)
Takker alle som har haft en akite i dette, SMTèr, især min træningsmakker Henrik Fyhn som jeg har tilbragt mange mange timer med, sponsorer, venner, famillien og min dejlige kæreste Gitte Stenvang Iversen.
Kærlig hilsen en træt Kisbye.

Sådan skal det gøres !!!!!!!!

Atb

Keld.