I am an Hawaironman ;-).

Den lille gik længst på literen, men jeg fik mest for pengene :-).

Hawaii Ironman 2013 overgår min vildeste forestilling om, hvor fedt det kunne være, at være en del af dette race. Tusinde tak for alle jeres pæne beskeder, opmuntrende smsér, vanvittige kommentarer og sindsyge tilråb – det er alt sammen blevet samlet ind som en ekstra motivation til dagen og et evigt minde. Jeg er hamrendes glad, stolt og ydmyg ift til alt den støtte som jeg har modtaget – og det samme gælder ift mit race her på Hawaii, selvom mit afsluttende løb, var ren overlevelse…

Hawaii Ironman den 12. oktober 2013. (Victors fødselsdag).

Klokken 03.45 ringede vækkeuret. Det var ren proforma, for jeg havde været vågen længe på det tidspunkt, men så vidste jeg hvornår jeg skulle hoppe i mit kolde bad :-). Efter badet spiste jeg mine skiver brød med nutella og drak et par kopper kaffe – og så kan I selv regne ud, hvad næste step var. Efter at det var på plads, mødtes Thorstein og jeg på P-pladsen klokken 04.30. Vi havde en køretur på 10 km til racet, så vi ville være i god tid. Vi fandt hurtigt en p-plads derinde og gik ned til bodymarking og til vores cykler, så der var helt ro på inden start (not!). Alt blev tjekket af 10 omgange og jeg kunne næsten ikke forlade min cykel, da de stod meget tæt ved hinanden – og jeg frygtede at komme op til en cykel som var defekt (det har både Anette Corydon og John Hvass prøvet :-(.). Nå, men jeg gav slip på cyklen og bevægede mig ned mod svømmestarten. Jeg vil ikke skjule, at jeg var noget nervøs – og det føltes rent faktisk som at skulle køre sin første Ironman. Bum lød det og profferne var skudt afsted klokken 06.30 og så startede en halv times kamp om placeringer i vandet. Stævnespeakeren sagde vandet var 29 grader, men 25 minutter hvor man står og træder vande, efterlod absolut ikke noget indtryk af, at vandet var 29 grader varmt. Vi frøs så tænderne klaprede og var bare klar til at komme afsted !

Bum lød det igen og så startede den mest hektiske svømning jeg til dato har oplevet. Super fed oplevelse, men samtidigt helt vanvittigt. Jeg har stadig en bule i tindingen, men den tinnitus agtige lyd er heldigvis væk, efter de slag og spark man modtager på sådan en vaskemaskine som Hawaii IM´s svømmestart er. Oppe af vandet i 1.11.03, ja tak, så er man jo ikke en delfin, men der var en lang dag foran. Jeg havde gode ben fra start af på cyklen og overhalede konstant. Efter 60 km kom jeg forbi Thorstein, som havde svømmet 1.08. Det var helt perfekt og det scenarie vi begge havde håbet på. Vi hamrede forbi alle, indtil jeg punkterede på bagdækket 10 km før mål – og for at det ikke skal være løgn, så fik jeg en penalty samtidigt. Hmm, det slukkede ilden en smule, men ikke mere end at jeg skulle og ville gennemføre det her race, på en værdig måde. Penaltyen gav mig god tid i T2 til at tænke tingene igennem. Jeg var stiv i ryggen, hvilket er helt sædvanligt for mig, efter en lang cykeltur, så det vidste jeg at jeg kunne løbe på plads, men varmen havde jeg respekt for. Endelig blev jeg sluppet løs og kunne løbe ud på Alií Drive – det gav det vildeste rush, at løbe ud blandt et inferno af tilskuere og hjælpere. Benene føltes som 5 minutter pr km, men de første 500 meter er nok gået i 4 minutter pr km med goosebums over det hele. Men så spillede virkeligheden også ind. Løbet blev ren overlevelse og jeg tømte alt, ved hvert et væskedepot. Min gameplan var vand og powerbar indtil 25 km, men den holdte kun til 2,5 km. Jeg skulle have alt hvad de havde, inkl is til hovede, håndled og i bukserne. Ved energy lap (efter 28 km) kommer der en bakke på ca. 1,8 km, måtte jeg ned at gå. Det hader jeg, da det er så tydeligt, at selvom man løber mega langsomt, så føles det som om man flyver forbi de som går. Men der var ikke noget at gøre. Mine ben låste hver gang jeg satte tåspidserne i asfalten og jeg skulle bare op til næste væskedepot og have fyldt væske på, så jeg kunne trække den hjem i et rimeligt tempo efterfølgende. Min strategi blev herefter, at løbe imellem væskedepoterne og så at gå imens jeg tog alt, hvad de fantastiske frivillige hjælpere delte ud. Det eneste jeg holdte mig fra, var deres hønsesuppe ????

De sidste 2 km kommer til at stå fuldstændigt klare i min erindring, resten af mit liv. Løbet ned af Palani road (mega stejl) gav lidt ekstra fart og lidt ekstra smerte og så efterfølgende runde et hjørne hvor familien stod med danske flag og råbte, så jeg ville kunne have hørt dem fra energy lap. Derefter ned på Alií Drive og de sidste 700 meter henimod målet. DET KAN IKKE BESKRIVES !

Hawaii Ironman 2013, Keld Thomsen svøm 1:11:12, cykel 05:03:31, løb 03:46:26, mål 10:13:32.

Jeg er hooked, elsker det og lever det.

Don´t hope, do it, live your dream – I do ;-).

Der kommer billeder fra dagen lige om lidt :-).

Til alle jer derhjemme – I får svar på smsér, beskeder osv i aften, når jeg er hønefuld og allermest sentimental ;-).

Hyg jer.

Aloha og mahalo fra Hawaii.

Atb

Keld.