Hawaii (Dag 2).
Fredagens oplevelser kommer lige med en dags forsinkelse. Jeg er sluppet over jetlaget nu, men blev ramt af en bus igår aftes, så derfor ikke nogen beretning :-). I slipper ikke, så derfor får I 2 i træk idag !
Fredagens program bød på 2 km svøm i det store akvarium, fra morgenstunden…. Jeg har filmet meget af turen med gopro – og jeg forsøger at redigere i det, så det bliver spiseligt og ikke for kedeligt for jer. Fantastisk at svømme rundt i 27 grader varmt havvand, fyldt op med farverige fisk, koraller og havskildpadder (har ikke set delfiner endnu!). Til eftermiddag kørte vi ud langs ruten i bil – og parkerede 35 km før vendepunktet ved Hawi. Vi skulle køre 70 km IM pace i vinden ved Hawi (her kommer også film) og Thorstein er stadig intakt, selvom han godt kunne have taget den ud over lavaen af et par omgange. Det er helt vildt, som det blæser deroppe. Stigningen er ikke stejl, men den stiger henover 15 km og vinden er lige på næbbet, til gengæld går det hurtigt retur ! Michael Gladney gjorde os selskab på turen. Han er giftig på cyklen – og det var nok mest hans fortjeneste, at gennemsnittet på turen blev holdt højt (han var også den eneste som kørte over 70 kmt i sidevinden ????).
Ellers må man sige, at Kona bobler af triathlon. Og selvom vi ikke hører til de fedeste børn på landet, så er det gennemsnitlige fitness-level herovre så højt, at Thorstein ikke fremstår som den mest gennemsigtige :-).
Aloha fra Hawaii :-).
Atb
Keld.